Det er længe siden jeg sidst har lavet et opslag her på Dotts.dk, sidste gang var i maj 2017 – livet har taget mig i så mange retninger siden da og det at skrive har ikke presset sig på i lang tid, men på denne sene januardag i 2018, har jeg igen lidt på hjerte.
En tur til Cuba i januar, fik mig til at tænke lidt over forskellen mellem Cuba og Danmark.
Cuba virker ved første øjekast, som de lange køers land, bureaukratisk og ineffektivt, men er det nu også mere ineffektivt end det danske?
Det slog mig, at vi her i Danmark gennem de sidste mange år, har effektiviseret, lavet såkaldte forbedringer, været innovative, fremadrettede, vi har gennemført en digital revolution alt sammen fordi det hele skulle blive meget nemmere og bedre – Det har haft store omkostninger, bla. milliarder af gode danske kroner og arbejdspladser – men er det blevet bedre, nemmere, mere forståeligt at være en helt almindelig dansk borger?
Små Kurser – 4 torsdage fra kl. 9.30 til ca. Kl. 11 i skovene omkring Ry.
Med naturen som ydre ramme vil vi forsøge at kontakte den naturlige stilhed som er en del af hvem vi er.
Vi vil gå, stå, sidde og hvis underlaget tillader det, ligge.
Via små lette øvelser for åndedrættet, enkelte qi gong øvelser og opmærksomhed på kroppen, hjertet, stilheden og sindet, vil vi forsøge at få mere balance i det daglige liv.
Kære Du som læser dette…
2016 er så småt ved at rinde ud og for mig er der i disse dage en stille refleksion over året, hvad der kom og hvad der forsvandt.
2016 har som alle andre år, været et år hvor der var mange dejlige oplevelser, stille stunder, dybe samtaler, fantastiske ophold i naturen, skønne møder og udvekslinger, opdagelser både indre og ydre, erfaringer og indsigter som jeg tager med mig, svære ting, noget som drillede og gjorde ondt.
I år har der også været sygdom og dødsfald i familien og hos venner, som minder mig om hvor stærkt og hvor skrøbeligt livet er!
Om få dage tager vi hul på 2017 – må du få lykke og glæde i dit liv og må dette sprede sig som ringe i vandet og berøre alle i din nærhed.
LYKKENSPAMJULEFIS
Arbejdsmæssigt er jeg på mange måder lykkenspamjulefis, blandt andet fordi jeg har rigtig mange fridage, sådan som i dag.
Det betyder bla. at der er tid til at komme ud mens det er lyst og det er bestemt ingen straf sådan en dag som i dag. Solskin, høj blå himmel, næsten ingen blæst men koldt. Jeg besluttede mig for at gå en tur ned til søen for at sidde lidt i stilhed og gå i et med naturen. Turen gik ad landevejen, gennem skoven og langs søen til mit favorit sted. Åh hvor er det helt fantastisk at sidde der i solen, lukke øjnene og lytte til naturen og den stilhed som er både inden i og udefor.
FREDSFORSTYRRER
Der er mange fugle på søen for tiden, de laver alle mulige lyde, skræpper, slås, letter og lander så vandet sprøjter. Fiskene kommer til overfladen og hist og pist kan man høre dem snappe over vandet. Fiskehejren skældte ud på mig, lettede og fløj gentagende gang hen over mig og var utilfreds – Undskyld forstyrrelsen :O)
Fuglekongen pilede rundt lige i nærheden af mig, denne sjove lillebitte fugl – den er simpelthen så fin.
Der var frost i skovbunden, hvilket giver denne helt særlige stemning og magi på blade og græs. Mosset står i blomst (noget af det) og underskoven er finurlig når den lave sol rammer ind mellem stammerne.
KNUSTE DÅSER OG ANDET SKRALD
Der er så smukt derude i naturen og det skal der for mig gerne blive ved med at være, så i dag havde jeg bevæbnet mig med en pose jeg kunne samle affald i. På vej hjem ad samlede jeg en del skrald op i grøftekanterne. Flere øl flasker, slikpapir, små og store stykker plastik, cigaretpakker, dåser og desværre meget metal fra dåser som har været i de maskiner som slår hø! Det er virkelig skræmmende at tænke på hvad sådan en dåse kan forvolde af skade i maven på et dyr som spiser det hø metallet ligger i. Dåsen bliver typisk knust i mange stykker med skarpe kanter når den går i maskinen, desværre kommer stykkerne med ud af maskinen igen og lægger sig gemt i høet!
GODE TILTAG
Det fik mig til at tænke på hvor smart det ville være hvis flere af alle vores smarte emballager var nedbrydelige – i sidste weekend var jeg i København hvor jeg hos Eco Ego købte komposterbare fryseposer – det er bare så glædeligt at der arbejdes i retning af at få løst nogle af de problemer som plastik giver i naturen.
En fin dag, nydning og oprydning – det bliver dejligt når vi som mennesker når dertil, at vi rydder op efter os selv og holder naturen ren :O)
Go aften
Her kan du se lidt billeder fra min tur i dag – beklager kvaliteten af mit kamera i min Iphone 4!
FOR NOGLE ÅR SIDEN, RAMTE JEG BUNDEN
sådan virkelig bunden, der hvor meningsløshed, forladthed og ensomhed var det som omgav mig døgnet rundt. Jeg havde i sandhed nået den bund som jeg i årevis havde kæmpet for ikke at nå! Jeg havde lukket øjne og ører, overhørt al fornuft for at blive der hvor jeg havde bildt mig selv (og alle andre) ind, at det var godt og trygt at være. Men langsomt strammede nettet og jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne blive i det liv jeg havde – jeg var ganske enkelt ved at dø indvendigt, af den løgn som jeg dagligt forsøgte at overhører – af at lade som om alt var godt, det var ikke godt – langt fra godt!
ALTERNATIVET TIL DET LIV JEG KENDTE VAR SKRÆMMENDE
men nødvendigt! Set i bakspejlet var det livsnødvendigt, at jeg tog ansvar for mit eget liv og begyndte at fortælle sandheden. Sandheden var at jeg havde bildt mig selv ind at jeg var fri, at jeg var kærlig, at jeg havde et godt liv, at jeg var rummelig, at jeg var lykkelig, at jeg var sand og at det hele snart blev bedre. Det blev ikke bedre, snare tværtimod, det blev tydeligere og tydeligere at jeg ikke levede det liv som var godt for mig!
Til sidst måtte jeg give op og forlade det som jeg troede var trygt, for at møde det som var sandt.
Det var som at falde i den sorte gryde og blive kogt levende – jeg brød sammen og ramte bunden.
Det gode ved at ramme bunden er, at der ikke er længere ned – på en måde er der, lige midt i alt det skrækkelige en form for ro. Jeg oplevede at jeg blev fuldstændig handlingslammet og der opstod i glimt en ro i mit system som var balsam for sjælen. Følelsen af at ville væk, stikke af, men der var bare ved første øjekast ingen steder at stikke hen. Det føltes som om jeg både var lammet og gået i stykker.
Jeg lod mig kaste rundt i tanker og i følelser som kedafdethed, sorg, vrede, afmagt, frygt, ensomhed og alle disse følelser som jeg opdagede bestemt ikke var nye for mig, men følelser som jeg aldrig helt havde turdet mærke. Det var lykkedes for mig, på en eller anden måde, at holde dem nede/væk, fordi jeg var skrækslagne for konsekvenserne ved at møde dem – nu kom de, på fuldt smæk.
MIDT I MIN ENSOMHED
var jeg omgivet af kærlige og støttende mennesker hvilket jeg er dybt taknemmelig for. Nogen at tale med, nogen at dele det ubærlige med, nogen at støtte sig til, nogen som bare var der – det var uerstatteligt.
Langsomt opdagede jeg, at uanset hvad jeg gjorde, hvem jeg talte med – så var der et eneste menneske jeg skulle tage i ed – og det var mig! Ingen anden i hele verden kunne gå ind i de tanker og følelser som rystede mig døgnet rundt, der var noget jeg måtte møde, uanset hvor meget jeg strittede imod.
Det var samme følelse som når man i eventyreren følger hovedpersonen på den farefulde færd, hvor alt det smertelige, hæslige, skræmmende og frygtelige skal ses i øjnene. Som i Fyrtøjet hvor soldaten bliver nødt til at tage øjenkontakt med hundene med øjne så store som tekopper – for at få skatten den sidder på!
Men hvordan? Hvordan møder man de følelser og skyggesider i sig selv, som man altid har holdt væk eller skubbet ud på andre mennesker og omstændighederne?
Heldigvis har jeg haft flere mennesker som har peget mig i retning af at møde det, har udstukket en retning for mig, har forsøgt at vejlede mig, har fulgt mig tæt på den farefulde færd mod frihed. Lidt som Frodo i Ringenes Herre, var jeg fulgt at gode mennesker som hjalp mig på den farefulde færd hvor jeg skulle møde min indre Gollum, mit indre landskab af begær, ensomhed, frygt, illusion, løgn og bedrag. Efterhånden gik det op for mig – at uanset hvor mange følgere og hære der stod værn om mig, så måtte jeg selv gå vejen. Selv face de følelser som var ved at tage livet af mig.
I starten brugte jeg den strategi jeg havde brugt hele mit liv – jeg gav andre skylden!
Lod andre bære det som jeg ikke selv kunne bære – at se og forstå, at jeg er det hele, at alle mine dramaer til syvende og sidst er mine. Men åh hvor er det let at give andre skylden, at påstå at “sådan er jeg ikke” eller det kunne jeg aldrig finde på! At blive ved med at kigge ud i verden og give den skylden, i stedet for at kigge ind og face at det hele er inden i en selv.
HELDIGVIS HAVDE JEG
mine mangeårige lærere Helen Gamborg og Erik Mikkelsen at spørge til råds – igen og igen har de peget på hvor min opmærksomhed skulle hen – hver gang jeg forsøgte at tørre noget af uden for mig selv, har de kærligt og bestemt, peget på at jeg kiggede det forkerte sted – Dott, du kigger det forkerte sted. Hvis du vil have frihed, må du gå ind i de indre landskabet og møde alt det du skubber ud på andre!
STILLE OG ROLIGT
begyndte jeg at møde de indre monstre – skyld, skam, hovmod, mereværd, mindreværd, begær, frygt osv. Osv. Jeg begyndte at opdage, at ved at “gå ind i følelsen” byde den velkommen, mærke at “sådan er jeg også – dette her er også mig”, så mødte jeg i kernen af det mest ubehagelige, en form for stilhed, fred, hvile og accept. JA sådan er det og sådan er jeg – JA til det hele og det må godt være der. Det hele kom selvfølgelig ikke på en gang, men step by step kunne jeg begynde at møde mig selv med det hele og det bliver ved, der er stadig dybere og dybere lag at afdække. Det som var magien for mig, var at der begyndte at blive en form for fred, et venskab med mig selv var begyndt. Langsomt begyndte jeg at se hvordan jeg havde behandlet mig selv, (og derved andre) hvordan jeg ikke villet vide af alt det svære og hvordan det havde påvirket andre mennesker og omstændigheder. Hvor stivnet jeg havde været, hvor meget kontrol jeg havde forsøgt at have for ikke at komme til at mærke alt det virkelig ubehagelige, som i virkeligheden er frihed, fred og stilhed ?
På et tidspunkt midt i den sværeste tid, stod jeg pludselig med en bog i hånden (jeg husker simpelthen ikke hvor den kom fra) “Diamanten i din lomme” af Gangaji.
Gangaji blev også en af dem som var med til at redde mit liv ved at pege mig i den rigtige retning. Jeg læste hendes bog, om og om igen og jeg begyndte at lyttet til hende på youtube. Hun blev min daglige lærer i meget lang tid. Ved at lytte til hende åbenbarede noget af ovenstående sig lige så stille for mig og jeg fornemmede en vej op fra bunden.
Nedenstående videoklip med Gangaji og Eli (NEDERST PÅ DENNE SIDE) er for mig essensen af frihed. Det bliver så fuldstændig tydeligt hvad der sker når man stopper op – helt op! Slipper fortid og fremtid, tanker og følelser – bare i det her nu.
NU ER DER GÅET ÅR
siden jeg lå på bunden og jeg må tilstå, at det som ved første øjekast så ud til at koste mig livet, gav mig livet ?
Stille og roligt går jeg stadig på opdagelse i alle mine begrænsende tanker og følelser – møder dem i stedet for at skubbe dem væk og opdager til stadighed glæden ved at møde alt det uklædelige og hæslige, slutte fred med det hele og vinde livet.
Det er som om jeg lever livet fra et andet sted nu – jeg er ikke fuldstændig taget af tanker, følelser, overbevisninger og frygt – der er faktisk stunder af stilhed i tankerne og nu ved jeg, at jeg ikke dør af at mærke mine følelser.
Egentlig tror jeg aldrig jeg bliver færdig med at opdage stadig dybere lag af mine følelser. Dagligt bliver jeg fortsat udfordret af “verden” – “de andre” – alle disse “engle” som på magisk vis hele tiden og uophørligt viser mig hvor jeg stadig sidder fast. Hver gang jeg mærker modstand, er det en hilsen til mig om at vågne op, spørge mig selv om det er udenfor eller inden i det som rammer mig – og det er selvfølgelig inde i mig, ellers kunne det jo ikke ramme og sidde fast ?
Det er så let at skubbe det væk, lade som ingenting, fortælle mig selv at det er jeg rummelig nok til at bære! Dybest set ved jeg nu, at det er angsten for konfrontation og afvisning som skræmmer mig mest – men jeg øver mig.
Når nogen går over mine grænser ved jeg nu, at der er en eneste grund til at de gør det – grunden er at de kan!
Det som også er blevet tydeligt er, at jeg hverken kan eller skal bestemme hvordan andre skal være og opfører sig, i virkeligheden er der kun et menneske jeg måske og kun måske kan lave om på, og det er mig selv!
Med disse ord – rigtig god dag derude ❤️
Lige nu er det helt overvældende hvor meget frygt, raseri, frustration og afmagt der fylder hele verden og nettet – hvor meget det tager over og får os alle til at hoppe med på den, give aggression og frustration frit løb. Hvis man kunne måle energiudladningen med udstyr i rummet for aggression, frygt, og den slags “negative” reaktioner – så ville der virkelig være en enorm udledning i disse dage.
Men gavner det noget?
Bringer det mere glæde, tillid, næstekærlighed? For mig at se er alle disse reaktioner kun med til at gøre det hele værre – omvendt er det i situationer som disse, at vi kan trække vejret og spørge os selv: Bidrager jeg med negativitet eller med fred? Bære jeg mere brænde til hadets bål, får jeg det bedre, får andre det bedre, bringer det mig og alle andre tætter på fred?
Hvad ville der ske hvis jeg lige inden jeg fare til tasterne, trækker vejret og spørger mig selv hvad jeg bidrager med?
Respekt for de som tager ud i verdens brændpunkter for at gøre en forskel, det har jeg dyb respekt for, men alle vi andre som med vores skriverier og delinger kun er med til at hadets/frygtens bål får mere næring, måske vi bare som et forsøg, kunne gøre det modsatte, lade være, ikke komme med det næste stykke brænde.
Det er i tider som disse, at spørgsmålet: Hvad kan jeg gøre?
melder sig. Det er svært at se hvad man selv kan gøre i forhold til det som sker, men der er noget du kan gøre! Du kan lade være med at bidrage med mere negativitet, mere ufred, flere nedladende ord, flere hadefulde kommentarer – Hvis du undlader at skrive bare et negativt ord, tænke en negativ tanke – så er der pludselig lidt mindre negativ energi i den vægtskål som lige nu er så tung så tung. Jo, det hjælper noget – og det er det eneste som hjælper, for som bekendt, må man jo starte hos sig selv hvis man vil ændre verden :O)
Du kunne jo i stedet for, sige noget kærligt til et andet menneske, gi et kram, eller skrive noget som løfter energien i stedet for at trække den mere ned end den allerede er ;O)
Hele dette indlæg er inspireret af en opdatering/Opfordring fra Pema Chodron på FB her i formiddag, du kan læse den her:
“During difficult times like this, I’m feeling that the most important thing is our love for each other and remembering to express that and avoid the temptation to get caught in negative and aggressive thinking. Instead of polarizing, this is a chance to stay with the groundlessness. I’ve been meditating and getting in touch with a deep and profound sadness. It’s hard to stay with that much vulnerability but that’s what I’m doing. Groundlessness and tenderness and sadness have so much to teach us. I’m feeling that it’s a time to contact our hearts and to reach out and help in anyway we can”.
Se mere på Pema Chodrons hjemmeside eller på FB
Ønsker du at modtage besked når der kommer nye blogindlæg har på Dotts.dk, så tilmeld dig RSS eller tilmeld i bunden af dette indlæg via: GIV BESKED OM NYE INDLÆG VIA E-MAIL.
I forbindelse med lukning af min virksomhed Dotts Foto
har jeg fået ny hjemmeside.
Igennem længere tid, har jeg tænkt på at jeg gerne ville have en mere Blogagtig hjemmeside, at jeg gerne ville have et samlet sted til mine Fotografier, Illugrafier og nogle af de tanker & Ord som jeg ind imellem skriver ned.
Noget af glæden ved at fotografere
er at dele billederne med andre. Derfor har jeg fortsat en hjemmeside hvor jeg ind imellem vil lægge billeder ind i gallerierne og i de Blogindlæg jeg skriver.
Illugrafier.dk er lukket
da jeg ikke længere har brug for et salgsvindue, nu hvor min virksomhed er lukket, men jeg vil stadig gerne vise udpluk af illugrafierne her på Dotts.dk, så de har fået deres egen side Illugrafier.
For en del år siden, skrev jeg dagligt “Dagbog”
på Dotts.dk (det var før der fandtes Blogs som vi kender dem i dag – læs evt. mere om det på Siden om Dott) Nu har jeg atter lyst til ind imellem at lade lidt tanker & Ord dryppe ind her på siden, så derfor Bloggen Tanker & Ord.
Heldigvis kender jeg en Engel
For mig er det ikke sådan bare lige at lave en hjemmeside, så jeg har nok en gang fået hjælp af en engel ind i det felt, nemlig Angela Lund. Angela lavede den meget flotte hjemmeside jeg fik til Illugrafierne da de gik i luften i sommeren 2015. Nu har hun så gjort det igen, lavet en rigtig fin hjemmeside til mig – 1000 tak for det Angela. Du kan se mere om hvad Angela kan på Designcoach.dk.
Tak fordi du kiggede forbi, du er selvfølgelig velkommen til at klikke rundt og også til at kommentere hvis du får lyst til det
Jeg har set et menneske jeg holder rigtig meget af, gå i stykker for øjnene af mig.
Ikke sådan fra den ene til den anden dag, men gradvist over nogle år. Jeg så hvordan kroppen fik flere og flere smerter og til sidst var næsten invalideret, jeg så et menneske som var desperat, som søgte efter lindring hos alle som måske kunne hjælpe, lige fra lægen, sygehuset, fysioterapeuten, til akupunktøren, psykoterapien, meditation og yoga. Jeg så hvordan angsten holdt sit indtog og hvad det gør ved et menneske.
Om længslen efter at “finde hjem” – det som er så svært for os at forstå, måske fordi vi hele tiden prøver at forstå med vores hovede, men hvad sker der hvis vi følger Gangaji’s anvisninger og bare et øjeblik, i dette øjeblik mærker ind ad, bliver stille og og giver plads til, at mærke at vi allerede er “hjemme”
❤️ stopper vores fix og fixen, blot et øjeblik – giver ALT lov til at være præcis som det er, bare i dette øjeblik, uden den mindste form for modstand, bare et øjeblik.
Kære kunder, samarbejdspartnere, modeller og alle i andre jeg har været i kontakt med gennem årene via Dotts Foto. TUSIND TAK FOR ALT ;O)
Pr. 15. oktober 2016, lukker og slukker jeg for min virksomhed Dotts Foto.
Det er blevet tid til at sadle om for mig, gøre mig fri af mit alt for tunge fotoudstyr, blive fri for alt det praktiske omkring en virksomhed, og give mig selv tid og lov til at undersøge og lege med nyt fotogrej, uden at skulle have det som “et arbejde”, uden at skulle leve op til noget bestemt og uden at skulle tjene penge på det.
Bare fødder i dugvådt græs, mærke køligheden i skyggen og varmen der hvor solen stråler kaster sine lune stråler. I skovkanten er naturen gavmild med brombær og æbler. Jeg plukker et par brombær og et æble, står der og lader blikket vandre over marker, skov og søen, bare stå der og være, lytte – efter stilheden, både inden i og udenfor.
Her til morgen fik jeg en besked fra Facebook da jeg åbnede min nyhedsside, der stod
“Dott vi interessere os for dig, bliv inden døre i dag, det bliver regn der hvor du er!”
Der er tydeligvis (og heldigvis) noget som folkene bag FB (trods alt) ikke ved om mig ? og om naturen!
Jeg trodsede “advarslen” og gik ud, på bare fødder og i let påklædning, lige nøjagtig for at mærke naturen i al dens skønhed, stilhed, kraft og voldsomhed.
KOMMER JEG MED FRED, ELLER ER JEG PÅ VEJ I KRIG?
Stadig et spørgsmål som jeg ofte stiller mig selv – ved at se rigtig godt efter, være virkelig sand overfor dette dybe spørgsmål, lærer jeg hvor meget krig der er i sindet. Hvor ofte mine tanker retter sig som maskingeværer, håndgranater eller tankangreb mod situationer og mennesker.
Ofte er vi så optaget af den indre dialog, mereværd/mindreværd – væk fra det ubehagelige og hen til det behagelige osv. at vi helt glemmer at vi faktisk kan stå af ræset for en stund.
Billedet her er venligst udlånt af min datter Mette – billedet synes jeg er en rigtig god illustration på hvad vi alle sammen dagligt har gang i.
Sommeren viste sig endelig fra sin bedste side, lørdag den 20. juni 2015 kl. 15.00 – Da Malene & Dennis skulle giftes i Brabrand Kirke.
Brabrand Kirken er utrolig smuk som den ligger der, omsluttet af grønne træer og buske og med Brabrand sø i baggrunden, smukkere kan det næsten ikke blive. Dennis ankom til kirken i god tid og gæsterne indfandt sig stille og roligt. Præcis kl. 15.00 var Malene klar til at gå op ad kirkegulvet med sin far.
Det er april og atter tid for bryllupper og fotograferinger.
Mit første brudepar i år var Helle og Mads som blev viet på Kongensbro Kro, hvor de også holdt deres fest.
Jeg var med fra ved 12 tiden hvor jeg bla. fotograferede Helle imens hun fik sat hår og kom i kjolen. Der blev også tid til at tage lidt andre billeder inden vielsen som forgik på kroen i det festlokale som hele dagen skulle danne ramme om brylluppet.
Christina & Casper ville gerne give deres Farmor en speciel gave til hendes fødselsdag – Gaven skulle være et billede af de to skønne smukke unge mennesker.
Vi drog af sted i vinterkulden, som det ses godt pakket ind, men heldigvis for mig, er der stadig bud efter mig til ude opgaver midt i vinteren.
Her i marts var jeg ude for at fotografere til en polterabend, pigerne fik lov til at blive fotograferet hver for sig hvis de ville – Det ville Maja gerne.
Det var bare SÅ skønt at se Majas tilstedeværelse og omsorg for det ufødte barn når hun lagde sine hænder på maven.
I februar 2015, besøgte jeg atter Thisted for at lave fotodokumentation for ældrecentrene omkring deres projekt Mindfulness. På Solgaardens hjemmeside kan man bla. læse om det at være i naturen:
Hos min veninde Pia i Malling, fik de for 8 uger siden hundehvalpe.
Der kom 3 hvalpe, men den ene var desværre så lille at den måtte aflives efter dyrlægens anbefaling.
Lige i denne tid, er farverne så intense på himlen ved solopgang og solnedgang.
I sidste uge kørte jeg en tur til Adslev kirke ved Hørning, syd for Århus.
Lørdag den 1. november tog jeg mit kamera med mig ud i skoven, denne gang for at gå langs Giber Å fra Skovmøllen mod Fulden.
Det blev noget af en tur i det smukke vejr, der var simpelthen så vådt i skovbunden, så jeg pludselig befandt mig i mudder til anklerne ;O)
Det ser ud som om efteråret sætter meget tidligt ind i år.
Den sidste uge har jeg taget billeder i Århus, på Mols og ved Salten Langsø nær Gl. Rye.
Planter og landskaber begynder at iklæde sig deres efterårs dragt, skovbunden bugner af svampe, lyngen blomstre og der er disse fantastiske morgener, hvor tågen hænger lavt.
I sommeren 2014 fik jeg en henvendelse fra Thisted Kommunes Ældrecentre.
Trykfonden har bevilliget penge til et projekt omkring mindfulness på centrene i Thisted. Ideen er udviklet og beskrevet af Områdeleder Annette S. K. Jensen Solgården og Aase Grønbæk Øje for Velvære.
Personalet uddannes i bla. massage, miljø/kost, dans og musik.
I weekenden den 2-3 august 2014, var jeg en tur i København for bla. at besøge min datter Mette.
Om søndagen spiste vi Brunch ved søerne sammen med Mettes to skønne veninder, Line og Kathrine.
Igen i år var jeg på min årlige stilhedsretræte på Mors – 7 døgn.
I år har jeg ikke fotograferet under selve retræten, alle billederne er taget det sidste døgn.
For mig er det magisk at se hvad der sker med den ydre verden, når den som ser den er forankret i indre stilhed.
Lørdag den 24. maj 2014 havde jeg en af mine ønskeopgaver – at “se” hvad der sker på Randers Naturcenter.
Børn og voksne hyggede sig hele dagen under overskriften “VoresRANDERS – en familiedag på Randers Naturcenter”
Der blev arbejdet med og flettet pil – Man kunne sejle på Gudenåen i handicapvenlige både.
I søndags havde jeg lovet min skønne svigerdatter Marie, at fotografere hende. Tågen lå som en dyne over havet og “Den Permanente Badeanstalt” i Risskov, det blev den perfekte ramme for par rigtig hyggelige timer.
Ofte tror mennesker at solskin er perfekt fotovejr og det kan det bestemt også være, men sådan en dag med tåge gør at lyset kommer alle steder fra, det er blødt og super lækkert at arbejde med :o)
I starten af juni 2013, blev jeg introduceret for Mille – Mille er som det fremgår af billederne en total skøn lille Bomulds hundehvalp.
Det er faktisk lidt af en udfordring at fotografere sådan en lille spirrevip, for hun er ikke i ro ret længe ad gangen, men det lykkedes ved snedig list og hjælp fra Milles ejer.
Maj 2013.
Teori U Notesbøger med billeder og citater.
At arbejde med meditative billeder kræver indre ro. Ud af den indre ro springer den ydre ro, hvilket gør mig i stand til at opleve og være med den stilhed som altid er til stede hvis blot jeg lytter efter den.
At søge stilheden i mit arbejde er en nødvendighed for at kunne mærke, fornemme og sanse det som ER, at kunne fornemme lyset, stemninger, farver, det usagte og det usete.