En tur til Cuba i januar, fik mig til at tænke lidt over forskellen mellem Cuba og Danmark.
Cuba virker ved første øjekast, som de lange køers land, bureaukratisk og ineffektivt, men er det nu også mere ineffektivt end det danske?
Det slog mig, at vi her i Danmark gennem de sidste mange år, har effektiviseret, lavet såkaldte forbedringer, været innovative, fremadrettede, vi har gennemført en digital revolution alt sammen fordi det hele skulle blive meget nemmere og bedre – Det har haft store omkostninger, bla. milliarder af gode danske kroner og arbejdspladser – men er det blevet bedre, nemmere, mere forståeligt at være en helt almindelig dansk borger?
Hvor i det danske samfund kan du se klare forbedringer, hvor oplever du som borger at tingene er blevet lettere, mere overskuelige, hvor føler du dig mødt og forstået?
Det være sig Hospitaler, kommuner, institutioner over banker, forsikringsselskaber, skat, borger.dk – Find selv gerne på flere :O)
Ovenstående spørgsmål startede jeg med at stille mig selv, efterfølgende har jeg stillet det til venner og bekendte, desværre med meget nedslående svar!
På Cuba kan alle se at der er kø – godt vi ikke skal stå i kø i Danmark tænkte jeg først, men så slog det mig: Vi står jo i den grad i kø, der er bare ingen som kan se det, for køerne er jo i de lange tryk 3 – 5 eller 7 telefonkøer. På Cuba er der synlige medarbejdere over alt, det kan godt virke frustrerende at de første 3 medarbejdere ikke kan svare eller hjælpe, men de er der – i Danmark har vi ikke mange synlige medarbejdere rundt omkring, men til gengæld har vi rigtig mange digitale mænd og damer som man skal forcere for forhåbentlig til sidst, at få fat i et rigtigt menneske som kan hjælpe en.
På hospitalerne står vi i kø, vi står i kø til en uddannelse, til et arbejde, til en bolig, nogle steder til en daginstitution eller en dagpleje, plejehjem, hospice og sikkert mange flere steder – godt nok ikke en fysisk kø, men en digital.
Er det blevet nemmere at være borger efter indføring af den digital revolution – ikke for mig, til gengæld har jeg ofte siddet i en situation hvor jeg har haft brug for hjælp, men hvor der ikke er et telefonnummer jeg kan ringe til og søge hjælp. Ind imellem føles det som “Find selv ud af det eller gæt dig frem”! Der er hjælp jo da, hjælpen kan du få under “Ofte stillede spørgsmål” – men hvad så når der ikke lige findes et svar på præcis det spørgsmål jeg har? Er du et ældre menneske, som ikke forstår den digitale tidsalder, men har brug for hjælp, ja så kan du risikere at du selv må finde en som kan hjælpe dig, for det skal ske digitalt!
Mange steder erstatter maskiner mennesker, fordi det er mere besparende, men det er altså for eksemplet lidt svært at spørge en stander på en S-togs-station om hvordan man gør, når man ikke lige fatter pointen.
Jeg tror, at vi som borgere bruger ufattelig megen tid på ingenting, om det er bedre og mere effektivt end dengang vi kom hinanden ved og kunne gå ind i banken og få hjælp, ringe til lægen, eller forsikringsselskabet uden at trykke 2 – 5 eller 9 og så i øvrigt lige deltage i en brugertilfredsundersøgelse, det skal jeg her lade være usagt, men jeg synes det kunne være interessant, hvis du vil skrive lidt om dine positive oplevelser med det innovative danske system og om hvor du helt klart kan se forbedringer.
Dott – Gl. Rye den. 13. februar 2017