Bare fødder i dugvådt græs, mærke køligheden i skyggen og varmen der hvor solen stråler kaster sine lune stråler. I skovkanten er naturen gavmild med brombær og æbler. Jeg plukker et par brombær og et æble, står der og lader blikket vandre over marker, skov og søen, bare stå der og være, lytte – efter stilheden, både inden i og udenfor.
På vej ned gennem skoven, lyser spindelvæv op på den blomstrende lyng, igen står jeg der bare, suger det ind, helt ind i sjælen – denne ufattelige skønhed der villigt lader mig indtage sig og deler morgenens skønhed med mig.
I græsset pusler det, et firben sidder helt stille og suger varmen, kigger på mig og synes at sige: Synes du ikke også det her er magisk?
Fuglene synger deres morgen sang og langt borte kan jeg høre en tyrkerdue kalde.
I den våde del af skoven er der stadig fugtigt og lidt mudder i en næsten udtørret vandpyt. Jeg mærker hvordan mudderet glider op mellem tæerne, den helt vidunderlige følelse af at være barn igen – ingenting jeg skal, bare være lige der og mærke mudderet, det risler i kroppen af fryd 
?
Søen er vidunderlig smuk denne morgen. Da jeg kommer fri af bevoksningen åbner der sig et panorama af skønhed. Blå himmel, blå sø, fugle i det fjerne, skoven, sivene, sand på søbunden som mine fødder synker ned i da jeg går ud i søen, vandet er lunt, vældig lunt efter de mange dage med temperature over 20 grader.
Jeg står der – igen helt stille. Selv om jeg står så stille jeg kan, udgår der alligevel små ringe i vandet fra mig. Jeg tænker på at det måske er det som hele tiden sker, vi udsender ganske små (eller store) vibrationer. Vibrationer af fred, vrede, kærlighed, afvisning, stilhed, larm osv. Som jeg står der ved jeg at min vibration lige der er fred og nærvær – i vand til lårene, med solen i ryggen, fredfyldt, stille, fri og tilfreds.
Jeg finder min yndlingsplads i solen med udsigt over søen, sætter mig og lytter igen. Søen klukker, fisk snapper efter fluer over vandet med et smæld. To guldsmede parre sig i luften med stor ståhej, en slange glider lydløst gennem græsset. Og mig – jeg sidder der bare, lukker øjnene og nyder varmen. Lader alting være som det er – ingenting at gøre, ikke noget at lægge til eller trække fra – bare være lige her – nyde at jeg kan, mærke taknemmeligheden over at være mig, have fået en ny dag, bo her i denne fantastiske natur, glæden ved at kunne lade alting gå sin gang, uden min indblanden lige nu. Smiler ved tanken om, at selv om jeg lader det hele passe sig selv for en stund, så falder universet faktisk ikke sammen ? jeg mærker den indre frihedsfølelse som kan fornemmes som en duft, når sindet et øjeblik bliver stille. Der opstår en følelse af glæde, små skyl åbner hjertet, jeg føler mig forbundet med det hele som jeg sidder der – der mangler intet – jeg har alt, lykken føles indefra – ikke som noget ydre jeg må have fat i, men som en stille glæder der breder sig fra hjertet, ud i hele kroppen og videre ud i naturen. Det er som om naturen respondere på min glæde, stille stille går vi i et som den levende organisme vi alle er en del af – livet!
Lige der erkender jeg, at livet gør som livet gør, uagtet om jeg flyder med, eller stritter imod – lige der flyder jeg med, lader op, giver slip og er stille, helt stille. Hjertets stilhed er som balsam på sindets tyranni.
Da jeg går hjem gennem skoven, tænker jeg på hvad livet i virkeligheden drejer sig om. Det er selvfølgelig individuelt fra menneske til menneske. For mig har denne morgen givet mig endnu et indblik i hvad der er vigtigt for mig og det er jeg dybt taknemmelig for 