kærlighed

FOR NOGLE ÅR SIDEN, RAMTE JEG BUNDEN
sådan virkelig bunden, der hvor meningsløshed, forladthed og ensomhed var det som omgav mig døgnet rundt. Jeg havde i sandhed nået den bund som jeg i årevis havde kæmpet for ikke at nå! Jeg havde lukket øjne og ører, overhørt al fornuft for at blive der hvor jeg havde bildt mig selv (og alle andre) ind, at det var godt og trygt at være. Men langsomt strammede nettet og jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne blive i det liv jeg havde – jeg var ganske enkelt ved at dø indvendigt, af den løgn som jeg dagligt forsøgte at overhører – af at lade som om alt var godt, det var ikke godt – langt fra godt!

ALTERNATIVET TIL DET LIV JEG KENDTE VAR SKRÆMMENDE
men nødvendigt! Set i bakspejlet var det livsnødvendigt, at jeg tog ansvar for mit eget liv og begyndte at fortælle sandheden. Sandheden var at jeg havde bildt mig selv ind at jeg var fri, at jeg var kærlig, at jeg havde et godt liv, at jeg var rummelig, at jeg var lykkelig, at jeg var sand og at det hele snart blev bedre. Det blev ikke bedre, snare tværtimod, det blev tydeligere og tydeligere at jeg ikke levede det liv som var godt for mig!
Til sidst måtte jeg give op og forlade det som jeg troede var trygt, for at møde det som var sandt.
Det var som at falde i den sorte gryde og blive kogt levende – jeg brød sammen og ramte bunden.
Det gode ved at ramme bunden er, at der ikke er længere ned – på en måde er der, lige midt i alt det skrækkelige en form for ro. Jeg oplevede at jeg blev fuldstændig handlingslammet og der opstod i glimt en ro i mit system som var balsam for sjælen. Følelsen af at ville væk, stikke af, men der var bare ved første øjekast ingen steder at stikke hen. Det føltes som om jeg både var lammet og gået i stykker.
Jeg lod mig kaste rundt i tanker og i følelser som kedafdethed, sorg, vrede, afmagt, frygt, ensomhed og alle disse følelser som jeg opdagede bestemt ikke var nye for mig, men følelser som jeg aldrig helt havde turdet mærke. Det var lykkedes for mig, på en eller anden måde, at holde dem nede/væk, fordi jeg var skrækslagne for konsekvenserne ved at møde dem – nu kom de, på fuldt smæk.

MIDT I MIN ENSOMHED
var jeg omgivet af kærlige og støttende mennesker hvilket jeg er dybt taknemmelig for. Nogen at tale med, nogen at dele det ubærlige med, nogen at støtte sig til, nogen som bare var der – det var uerstatteligt.
Langsomt opdagede jeg, at uanset hvad jeg gjorde, hvem jeg talte med – så var der et eneste menneske jeg skulle tage i ed – og det var mig! Ingen anden i hele verden kunne gå ind i de tanker og følelser som rystede mig døgnet rundt, der var noget jeg måtte møde, uanset hvor meget jeg strittede imod.
Det var samme følelse som når man i eventyreren følger hovedpersonen på den farefulde færd, hvor alt det smertelige, hæslige, skræmmende og frygtelige skal ses i øjnene. Som i Fyrtøjet hvor soldaten bliver nødt til at tage øjenkontakt med hundene med øjne så store som tekopper – for at få skatten den sidder på!
Men hvordan? Hvordan møder man de følelser og skyggesider i sig selv, som man altid har holdt væk eller skubbet ud på andre mennesker og omstændighederne?
Heldigvis har jeg haft flere mennesker som har peget mig i retning af at møde det, har udstukket en retning for mig, har forsøgt at vejlede mig, har fulgt mig tæt på den farefulde færd mod frihed. Lidt som Frodo i Ringenes Herre, var jeg fulgt at gode mennesker som hjalp mig på den farefulde færd hvor jeg skulle møde min indre Gollum, mit indre landskab af begær, ensomhed, frygt, illusion, løgn og bedrag. Efterhånden gik det op for mig – at uanset hvor mange følgere og hære der stod værn om mig, så måtte jeg selv gå vejen. Selv face de følelser som var ved at tage livet af mig.
I starten brugte jeg den strategi jeg havde brugt hele mit liv – jeg gav andre skylden!
Lod andre bære det som jeg ikke selv kunne bære – at se og forstå, at jeg er det hele, at alle mine dramaer til syvende og sidst er mine. Men åh hvor er det let at give andre skylden, at påstå at “sådan er jeg ikke” eller det kunne jeg aldrig finde på! At blive ved med at kigge ud i verden og give den skylden, i stedet for at kigge ind og face at det hele er inden i en selv.

HELDIGVIS HAVDE JEG
mine mangeårige lærere Helen Gamborg og Erik Mikkelsen at spørge til råds – igen og igen har de peget på hvor min opmærksomhed skulle hen – hver gang jeg forsøgte at tørre noget af uden for mig selv, har de kærligt og bestemt, peget på at jeg kiggede det forkerte sted – Dott, du kigger det forkerte sted. Hvis du vil have frihed, må du gå ind i de indre landskabet og møde alt det du skubber ud på andre!

STILLE OG ROLIGT
begyndte jeg at møde de indre monstre – skyld, skam, hovmod, mereværd, mindreværd, begær, frygt osv. Osv. Jeg begyndte at opdage, at ved at “gå ind i følelsen” byde den velkommen, mærke at “sådan er jeg også – dette her er også mig”, så mødte jeg i kernen af det mest ubehagelige, en form for stilhed, fred, hvile og accept. JA sådan er det og sådan er jeg – JA til det hele og det må godt være der. Det hele kom selvfølgelig ikke på en gang, men step by step kunne jeg begynde at møde mig selv med det hele og det bliver ved, der er stadig dybere og dybere lag at afdække. Det som var magien for mig, var at der begyndte at blive en form for fred, et venskab med mig selv var begyndt. Langsomt begyndte jeg at se hvordan jeg havde behandlet mig selv, (og derved andre) hvordan jeg ikke villet vide af alt det svære og hvordan det havde påvirket andre mennesker og omstændigheder. Hvor stivnet jeg havde været, hvor meget kontrol jeg havde forsøgt at have for ikke at komme til at mærke alt det virkelig ubehagelige, som i virkeligheden er frihed, fred og stilhed ?
På et tidspunkt midt i den sværeste tid, stod jeg pludselig med en bog i hånden (jeg husker simpelthen ikke hvor den kom fra) “Diamanten i din lomme” af Gangaji.
Gangaji blev også en af dem som var med til at redde mit liv ved at pege mig i den rigtige retning. Jeg læste hendes bog, om og om igen og jeg begyndte at lyttet til hende på youtube. Hun blev min daglige lærer i meget lang tid. Ved at lytte til hende åbenbarede noget af ovenstående sig lige så stille for mig og jeg fornemmede en vej op fra bunden.
Nedenstående videoklip med Gangaji og Eli (NEDERST PÅ DENNE SIDE) er for mig essensen af frihed. Det bliver så fuldstændig tydeligt hvad der sker når man stopper op – helt op! Slipper fortid og fremtid, tanker og følelser – bare i det her nu.

NU ER DER GÅET ÅR
siden jeg lå på bunden og jeg må tilstå, at det som ved første øjekast så ud til at koste mig livet, gav mig livet ?
Stille og roligt går jeg stadig på opdagelse i alle mine begrænsende tanker og følelser – møder dem i stedet for at skubbe dem væk og opdager til stadighed glæden ved at møde alt det uklædelige og hæslige, slutte fred med det hele og vinde livet.
Det er som om jeg lever livet fra et andet sted nu – jeg er ikke fuldstændig taget af tanker, følelser, overbevisninger og frygt – der er faktisk stunder af stilhed i tankerne og nu ved jeg, at jeg ikke dør af at mærke mine følelser.

Egentlig tror jeg aldrig jeg bliver færdig med at opdage stadig dybere lag af mine følelser. Dagligt bliver jeg fortsat udfordret af “verden” – “de andre” – alle disse “engle” som på magisk vis hele tiden og uophørligt viser mig hvor jeg stadig sidder fast. Hver gang jeg mærker modstand, er det en hilsen til mig om at vågne op, spørge mig selv om det er udenfor eller inden i det som rammer mig – og det er selvfølgelig inde i mig, ellers kunne det jo ikke ramme og sidde fast ?
Det er så let at skubbe det væk, lade som ingenting, fortælle mig selv at det er jeg rummelig nok til at bære! Dybest set ved jeg nu, at det er angsten for konfrontation og afvisning som skræmmer mig mest – men jeg øver mig.
Når nogen går over mine grænser ved jeg nu, at der er en eneste grund til at de gør det – grunden er at de kan!
Det som også er blevet tydeligt er, at jeg hverken kan eller skal bestemme hvordan andre skal være og opfører sig, i virkeligheden er der kun et menneske jeg måske og kun måske kan lave om på, og det er mig selv!

Med disse ord – rigtig god dag derude ❤️